I det næste minut tyggede Leon i sin tandløse mund løs af Faktas bakeoff, imens jeg skænkede kaffen for at afhjælpe hans handicappede hånd. Den lille stub så underlig ud. Den var næsten helt fin, så rund og sandfarvet den fremstod. Den havde desuden groet en pæn portion hår på den skaldede og blanke flade, og så havde hånden tabt sig gevaldigt i volumen. Det havde Leon også. Det så ikke umiddelbart ud til, at det var af druk, men alle omkring mig i kvarteret vidste jo, at den slags kunne snyde.
Alle vidste jo, hvordan sprut, vin eller bajere pludseligt kunne snige sig fra at være et fredagsglas til et mandagsglas til en onsdagsflaske og videre til et udokumenteret, men synligt, alkoholproblem, for at man til sidst kunne ende udmagret og radbrækket på bænkene og på pladserne rundt omkring i det ganske land. Og alle vidste også, at Leon sikkert altid ville drikke. Sådan måtte det være, og posen med tomme øldåser, som han havde med sig, gav dog heller ikke anledning til at tro andet.